Fra Jørgen Lykkeby (spejdernavn KYK)
Skrevet juni 2026
Hey!
Jeg har vredet hjernen om en indgangsvinkel. Min tanke var at skrive noget beskrivende, stemningsskabende og med historisk dybde.Jeg ved ikke om jeg er kommet i mål, brug det, ret det, slet det, bed om omskrevne afsnit.
Anything.
Jeg kender faktisk ikke den præcise struktur på Dinizuli i dag, men tænker at man kan flette en beskrivelse ind nederst – det ville falde naturligt.
Mvh Kyk
Men det er hvad jeg lige fandt på:
Min far fortalte at han var med på det første Dinizuliløb i 1943. Der havde hidtil været en årlig konkurrence imellem patruljerne i hans trop, det havde næsten alle troppe dengang. De fik gerne nogle eksotiske navne, og det fik Dinizuliløbet så også. De indbød hele distriktet, dvs hele Nordsjælland.
Det gik ud på at løbe O-løb med de nye Silva-kompasser, der var virkelig gode. Ret hurtigt kom man på flere discipliner, så der var brug for alle spejderfærdigheder.
Ti år senere var det så min far, der var med til at arrangere løbet.
Mit eget første Dinizuliløb var som 12-årig i 1974. Dengang var man midt i en oliekrise, så det handlede tilmeldingsopgaven om. Vi lavede en flot lille kopi af et olieraffinaderi med flammebukkede glasrør og alskens hundekunster. Som en af de yngste i patruljen fik jeg en del af de nærmeste poster på pointløbet, så det var billigt sluppet. Selve opgaveløbet var noget nyt for mig, jeg havde været på en enkelt divisionsturnering, men ikke ud i skoven på en vinternat.
Vi fik fra start udleveret en skrøbelig ting. Det år var det et stykke kage med flere lag butterdej, creme i midten og både flødeskum og glasur på toppen. Jeg måbede. Hvordan i alverden skulle vi få den uskadt med rundt? Jeg forestillede mig at jeg som yngstemand fik ansvaret og dermed var afskrevet som arbejdskraft på posterne, men nej, det blev en fælles opgave at få de 100 point med i mål. Vores patrulje lå i åben kamp med to patruljer fra nabobyen om alle de førstepladser, man kunne få, så der oplevede vi ufine metoder som grene, der uventet lå på de mørke stier, og skub på posterne hvis man ventede sammen med en af konkurrenterne, men fedt var det at vi fik den igennem. Vi hjalp også allesammen med på den gennemgående opgave, der skulle løses mellem posterne på opgaveløbet. Det var noget pilleri med grønlandske glasperler, så jeg var bedst til at holde en lygte.
Over midnat kom vi til sidste post for at underholde Kong Dini, og så var det nat-o-løb hjem til skolen. Jeg var meget træt og blev nærmest skubbet i mål. Men sjovt var det at være med.
Fire løb mere som deltager, så var jeg selv klar til at være med til at afholde Dinizuli i en årrække. Give Dinizuli-ånden videre med sjove og udfordrende opgaver, og se spejderne vokse med opgaverne.
Og løbet i 1974? Så vidt jeg husker, blev vi nummer to.
I dag er Dinizuli nået 50 år videre, til januar er det 84 år siden det første løb.
