Bål – Signalering – Førstehjælp – Hinderbahn – Den barske – Pioneer – Knob – Samarbejde – Kong Dini
Tømmerstikket er let at binde og kan bruges til en række forskellige opgaver. Man bruger det ofte, når der er brug for at snøre ting sammen. Eksempelvis er det fantastisk, når man samler brænde og har et bundt grene, der skal være styr på.
Vær opmærksom på, at tømmerstikket virker bedst, når der er træk på, og at det hurtigt løsner sig, hvis der ikke er det. Det låser altså ikke sig selv. Som bonusinformation kan det nævnes, at de fleste besnøringer startes med et tømmerstik.
Learning by doing
Hvis du vil øve knob derhjemme i sofaen, er det bare at finde en god kop kaffe frem og et stykke tyndt reb. Der findes mange gode apps og beskrivelser på nettet. Et godt sted at starte er på siden animatedknots.com eller med appen ’Knots 3D’.
Råbåndsknobet er måske det mest almindelige knob, som rigtig mange kender. Det er simpelt, og man kan let se, om man har bundet det rigtigt. I praksis kan det måske diskuteres, hvor meget det egentlig anvendes.
Knobets primære funktion er at binde reb sammen i en hurtig vending. Dvs. har man to ender, kan man sætte dem sammen med dette knob. Det kan derfor også fint bruges, hvis man har brug for at forlænge et stykke tov eller en snor med et pålideligt knob. Der findes mange mere solide alternativer, men råbåndsknobet har sin styrke i sin simpelhed.
Råbåndsknobet er dog kun effektivt, hvis man binder lige tykke reb sammen. Har man 2 stykker reb der ikke er lige tykke, er fiskerknobet vejen frem.
Dobbelt halvstikket er et stik, der slutter ring om et emne, og som bruges til at holde ting sammen. Det låser ret godt i sig selv, hvis det krummer sig henover noget, og hvis trækket ikke skifter for meget. Dobbelt halvstikket kan bindes direkte om ting, eller slås i luften og lægges over det, man vil binde sammen.
For virkelig at kunne udnytte dobbelt halvstikket, har man dog brug for at kunne lave det om egen part. Egen part vil sige den del af rebet, der løber frem til knobet, og det er ganske effektivt til at sikre en rebende til et øje eller en pæl.
Vikler man rebet om en pæl en eller to gange og sikrer det med et dobbelt halvstik om egen part, har man sikret, at rebenden sidder pålideligt fast. Hvis rebet kan glide over det, man binder fast til, vil knobet strammes, og det kan være svært at løsne det igen.
Pælestikket kan hjælpe med at lave en pålidelig løkke på enden af et reb. Det er super godt, fordi det er ”stabilt” og låser sig selv, også selvom der rykkes rundt i rebet og trækkes fra forskellige retninger.
Selvom der kommer meget træk på, skiftende træk og træk i forskellige retninger, vil løkken holde sin størrelse og altid være til at binde op igen. Pælestikket kan laves i mange varianter, bl.a. dobbelt og tredobbelt og bruges ofte af sejlere til at fortøje både.
Kvælerstikket er dobbelt halvstikkets onde fætter. Det ligner meget, men har en ekstra bugtning, som gør, at det låser ekstremt godt.
Et godt råd: Undlad at øve stikket ved at lægge det om din finger, da det kan være nødvendigt at skære snoren over for at få det op igen!
Et flagknob bruges til at knytte to liner sammen, eller – hvis man som i et flag – har et øje og skal fæstne en line til det. I forhold til råbåndsknobet, kan det også bedre bruges til liner af forskelig tykkelse.
Knobets styrke er omdiskuteret, og hvor nogle elsker det, peger mange også på, at det let kan “kollapse”, og at rebets brydstyrke forringes kraftigt. Men som hverdagsknob, hvor de ting ikke er i spil, er det et super fint alternativ til råbåndsknobet, og måske fortjener det en større udbredelse og anvendelse, end vi normalt ser det. Dog kan det være svært at stramme rundt om et emne, så det er ikke ret godt til at pakke gaver ind med.
Det kan være særdeles praktisk at kunne lave en solid løkke midt på et reb, og endnu mere praktisk er det også, hvis denne løkke kan åbnes igen, efter at der har været vægt på det. Det kan Sommerfugleknobet aka. The Butterfly Knot eller The Alpine Butterfly. Løkken tåler træk fra alle sider, og det endda på samme tid.
Kombineret med et dobbelt halvstik om egen part, kan man lave et simpelt taljetræk til fx fastspænding af materialer på en trailer eller lignende. Det er blevet sagt om dette knob, at ”hvis pælestikket er knobenes konge, må dette være dronningen”.
Hvis man skal lave en fast løkke og hvis det virkelig skal være solidt, kan man bruge ottetallet, som – lagt dobbelt som her – former en god løkke. Brugt alene er det, hvad man kalder et stopperknob (som kan forhindre, at rebet løber igennem et øje el. lign.).
Vil man lave den dobbelte variant, kan man enten slå det direkte, som på billedet, eller ”sy” det, hvor man laver et enkelt, stikker det rundt om det man vil sikre, og så syr det tilbage igennem sig selv. Knobet er meget pålideligt, og er derfor en favorit blandt klatrere. Det kan dog være svært at løsne efter kraftig belastning.
Flagknobet kan bindes i en dobbelt variant, og her er det vigtigt at holde sig skarp. Der er nemlig en falsk og en rigtig måde at gøre det på. Det dobbelte består i, at tampen (enden af rebet) køres en ekstra gang om ”øjet” eller ”bugten” (der i øvrigt skal laves på det tykkeste reb, hvis man binder to reb af forskellig størrelse sammen). Dét, man skal være særligt opmærksom på, er at tampen stikkes ”under sig selv”, allerede i første runde.
Man binder altså et helt almindeligt flagknob, og kører så tampen en gang mere rundt, og under sig selv igen. En almindelig fejl er at køre tampen to gange rundt, uden også at køre den under i første runde. Hvis tampen så smutter ud, vil vi ikke have nogen ekstra sikkerhed ved at have lavet det dobbelt. Og så det jo ikke besværet værd.